Angst bliver i dag betegnet som en folkesygdom, og i artiklen hævdes det, at “angst rammer mange og ofte allerede i barndommen”. Den sygdomsbehandling der tilbydes skal blandt andet sikre, at man ikke mister sit “funktionsniveau”, at angsten ikke bliver en del af ens selvforståelse. Der er også hele det økonomiske aspekt omkring dét at lide angst, nemlig at angst i dag er Danmarks dyreste sygdom målt på tabt arbejdsfortjeneste.
At det koster både personlig og samfundsmæssigt, når du og jeg ikke fungerer – ja, det er rigtig nok. Og at glæder mig at du kan få hjælp til de psykiske problemer du har så tidligt som muligt.
Men hvorfor taler vi om angst som en sygdom? Som noget der rammer os? Synes du, at det den bedste måde at se dig selv på, når man går til dig med sådan en ‘apparat-fejls-model’? Det synes jeg ikke.
En af dem som har inspireret mig mest til at forstå os mennesker bedst, er den danske psykiater Søren Hertz. Han har blandt andet skrevet bogen: “Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder”. Jeg ELSKER den måde han vinkler ALLE de indre problemer på, som du og jeg kan opleve i os selv. Også angst.
I artiklen fra Berlinske ses angst som en diagnose, et ‘problem’, noget der skal symptombehandles så det “går væk”. For mig at se er det endnu en af den slags problemmættede historier, som du og jeg kan låse os selv fast i. Angst som symptom gøres til et problem der er individualiseret og sygeliggjort, og du får som bærer af symptomet en stor byrde lagt på dig. Det er hårdt at være udnævnt til at være “syg”, fremfor at blive set som en der er i vanskeligheder.
Når vi ser på hinanden som mennesker der er “syge af angst” frem for at vi er mennesker der er i vanskeligheder indeni, så bliver det nemt for os at føle skyld og skam og få dårlig samvittighed eller føle utilstrækkelighed. Vi risikerer netop at bygge en identitet op omkring os selv der handler om, at der er noget i vejen med os, vi er forkerte, vi er unormale eller måske at vi selv er ude om det. Og det er rigtig nemt at vi i vores usikkerhed lægger vores tvivl og forkerthed ud til eksperter, som så skal behandle og medicinere os, fordi de ved jo hvad der er bedst for os.
Jeg vil gerne bakke op om det paradigmeskifte der udfordrer og forandrer det indsnævrede normalbegreb og den unuancerede diagnose tænkning, som betyder at vi alle sammen får en meget negativ forståelse af os selv. “Jeg har angst” – “Jeg har ADHD” – som om at du er din diagnose og at diagnosen beskriver dig godt.
Jeg havde engang en afdelingsleder på et børnehjem der sagde, at ungerne bare var helt almindelige børn, der havde brug for noget ekstra. Det syn har jeg været vild med lige siden, for jeg synes at det er rigtigt. Hvordan kan vi udfordre os selv og samfundet sådan, at vi ikke længere vil være medskabere af en omgangsform med os selv, der stempler os som unormale og afvigende, svage og forkerte, alene og ensomme?
Hvis du kan mærke et JA! Indeni, når du læser med i dag, så er første skridt her sammen med mig at forstå problemer som kommunikation fra dit indre om, hvem du er – og tage imod problemerne som invitationer til dig selv og andre om en helende kontakt.
Dine indre følelsesmæssige problemer er udtryk for frustrerede drømme og processer indeni dig. Vi har et valg mellem at fokusere på fx det “sygelige i angst” eller at se på angstsymptomet gennem en sårbarhedslinse og med en forståelse af, at angsten er et naturligt udtryk for frustrerede indre følelser, frustrerede drømme og frustrerede indre processer der gennem helende kontakt har brug for modning.
Og her bliver det spændende, synes jeg. For det betyder et skift fra opmærksomhed på diagnoser (Angst, ADHD, depression osv) til opmærksomhed mod regulering af følelser og regulering af angst i en helende relation med et helende samspil . Vi begynder sammen at interessere os for de komplekse samspilsmønstre og samspilserfaringer som du og jeg har med os i bagagen, hvor vi lytter til dig og forstår dig på måder du endnu ikke er blevet set og forstået på, så du kan mærke dig selv og mærke hvordan du modnes indeni, kommer i balance, falder til ro og får en bedre trivsel.
Set gennem en sårbarhedslinse er din angst ikke længere problemet. Angsten er en af kroppens mange måder at invitere dig (og fx en psykolog eller psykoterapeut) til en helende kontakt, hvor alle de følelser som du endnu ikke har mærket, anerkendt og respekteret bliver delt og helet i dig. Du er ikke mærkelig eller syg. Måske føler du dig mærkelig tilpas og syg – men sagt med Søren Hertz’s ord: Du ER ikke problemet. Du er helt almindelig, og du er i vanskeligheder. Du har brug for noget ekstra, i form af en helende og følelsesmæssig kontakt.
Sådan ser jeg i hvertfald på det – og det er også sådan vi arbejder i det klinik fællesskab som jeg er en del af, EmotionCenter, hvor vi er specialiserede i intensiv dynamisk korttidsterapi.
Hvad tænker du?
Kærlig hilsen Rikke