Nogle gange skal det gå stærkt!
Og derfor dette opslag, som er en hurtig ‘go to’ hvis du er på gå-bens-farten i Århus midtby. For det er min mor tit, siger hun, og at spise glutenfrit og være skide sulten på samme tid er en kilden sag, hvis madpakken ikke rækker. Jeg kender det godt. Hvor går du lige hen og køber noget nærende, lækkert og hurtigt indenfor en radius der er til at overkomme på tom mave?
Jeg har været ind og finde forskellige hjemmesider, der peger steder ud for os der helst spiser uden hvede, rug og byg. Altså korn med gluten. Sagt på en anden måde – her kan du vælge mad der er naturligt glutenfrit.
På Café Glad på Frederiks Allé 127 (mor, det er oppe mod Frederiksbjerg, efter at du har passeret jernbanen), kan du få alt muligt lækkert lige fra brunch til frokost mv. Glutenfrit og økologisk. Der er også Cafe Fika har lækre sandwicher af glutenfri brød og glutenfri majspandekager hvis du er i nærheden Jægergårdsgade 47 lige ved Bruuns Galleri.
I byens anden ende kan du i Borgergade 16 besøge Ganefryd , som både er en butik og cafe med glutenfri sandwiches og salater. Og ved Ren og Stærk på Skt. Knudstorv 7-9 (ved banegården) finder du lækker take away som er glutenfri og består af fede, skønne råvarer så vidt jeg kan læse og se.
Århus Food Market er et sanseligt madmarkede i hjertet af Århus lige bag rutebilstationen, og fungerer lidt ligesom Torvehallerne i København. Her kan du finde masser af allergivenlig mad – spørg i de forskellige boder, og gå efter bowler med salater af kød, fede nærende ingeredienser som fx kikærter og tahin, og med masser af grønt på toppen. Hvis du ikke ved hvad du skal spørge efter (mor), så sig, at du leder efter et solidt måltid bestående af naturligt glutenfrie ingredienser, som ikke har været i nærheden af eller er blandet med glutenholdig mad.
Det lyder måske mærkeligt, med det siger jeg fordi:
Det er ikke nok at bede om glutenfri mad, hvis du gerne vil give din krop næring. Mange færdiglavede glutenfri retter består af oprideligt glutenholdig hvede, som så er renset for gluten. Det vil sige du spiser noget fyldt med bla. gluten-tom hvedestivelse – og så har du dig et næringsmæssigt fattigere produkt. Så er det set fra mit perspektiv bedre at spise mad bestående af naturligt glutenfrit indhold, som ikke er forarbejdet så hårdt og heller ikke tømt for vigtige proteiner.
God jagt i Århus til jer alle – og lad mig høre hvad i finder af flere gode alternativer i smilets by.